eyda® community
Gå Hærvejen – ét skridt ad gangen
Hærvejen lyder med sine 500 km. lang. Det er den også. Men uoverskuelig behøver den ikke være. Sofie Busk går ruten i etaper, og her får du hendes enkle opskrift på at komme ud ad døren, holde gejsten og nyde turen.
Hvorfor overhovedet gå?
“Jeg kan godt lide, at jeg har et start- og et slutpunkt. Jeg skal ikke andet end at bevæge mig fra A til B. Det er en befrielse.”
- Sofie Busk, EYDA kundeservice og vandreentusiast
Vores hverdag er proppet med aftaler, opgaver og notifikationer, og der er sjældent tid til at mærke ordentligt efter. En god gårtur er et simpelt værktøj til at “løfte låget” på det indre, fordi kroppen arbejder i et roligt, rytmisk tempo, mens hovedet får lov at falde til ro. Og de smukke omgivelser er jo bare en bonus-boost.
Hvad er Hærvejen?
Hærvejen er Danmarks klassiske højderygsrute tværs gennem Jylland – en lang, sammenhængende sti, du kan tage i ét stræk eller i overskuelige etaper. Vælg de smukkeste bidder først og byg videre, når kalenderen tillader det.
Ruten er gennemført afmærket, og den officielle Hærvejen-app samler kort, etaper og overnatning, så logistikken ikke står i vejen for oplevelsen. Som Sofie siger: “Det er super godt skiltet, og appen viser både vej og foreslår etaper. Jeg har ikke oplevet at stå uden signal. App’en giver en kæmpe tryghed, når man står midt ude i ingenting.”
Etaper frem for alt-eller-intet
Du behøver ikke sætte en måned af for at gå Hærvejen. Del ruten op i overskuelige etaper, tag de stræk der passer i kalenderen, og fortsæt derfra, hvor du slap næste gang. Så bliver projektet realistisk – og sjovere.
“Jeg startede i Hirtshals og gik fire dage i træk – 18–30 km om dagen. Så tager jeg nye etaper, både kortere og længere, når det passer ind,” fortæller Sofie.
Hvor starter Hærvejen, spørger du så? Lige hvor du vil! Men hvis du vil starte med det bedste, har Sofie to forslag til, hvor du skal tage dine første skridt på Hærvejen. Der gemmer sig nemlig to særligt smukke områder på ruten, som er perfekte, hvis du vil have instant wow-natur:
Hirtshals: Gør som Sofie og start i det ene nordlige ben. Omkring Hirtshals venter klitlandskab, strand og en virkelig spektakulær udsigt.
Viborg: Området omkring Dollerup Bakker er en ikonisk dagstur på Hærvejen, som byder på udsigt over Hald Sø og et varieret terræn.
Sov på din måde
Langs Hærvejen er der muligheder til alle – uanset om du drømmer om stjernehimmel og fuglesang eller en blød dyne og morgenkaffe. Du kan kombinere efter humør, vejr og benzin på benene:
-
Shelters & lejrpladser – den enkle, naturnære løsning. Perfekt hvis du vil sove ude, lave bål og vågne til skovlys. (Husk pandelampe, myggestift og en varm sovepose.)
-
Hærvejsherberger – billige, hyggelige ophold med fællesskabsstemning, køkkenfaciliteter og medvandrere ved bordet.
-
B&B, vandrerhjem, kroer & små hoteller – indendørs komfort, bad og en god seng efter lange kilometer.
-
Airbnb/privat – fleksibelt, hvis du vil bo tæt på næste dags startpunkt.
Planlægning på 1–2–3: Sofie booker som regel på forhånd, så dagens mål er klart. Brug den officielle Hærvejen-app til at finde og filtrere overnatning langs etaperne, og lav gerne en Plan B i højsæson og weekender. Tip: Tjek indtjek-tid, sengetøj/regler og betalingsmuligheder.
Logistikken (det, der ofte stopper folk)
“Du starter ved A og slutter ved B – hvordan kommer du retur?”
Når du går i etaper, skal du have styr på logistikken. Hvis du går med en makker, og har to biler til rådighed, kan I stille en bil ved både punkt A og B. Når Sofie går alene, foretrækker hun at stille en bil ved B, tage offentlig transport til A, så hun kan gå mod en bil uden at være afhængig af transporttider.
Udstyr: hold det let, hold det klogt
Start med skoene. Test dem på lange ture, før du tager af sted. Sofie er gået fra tunge, vandtætte støvler til lette vandresko (eller løbesko på udvalgte etaper), fordi vandtætte modeller bliver tunge og tørrer langsomt, når de først er våde.
Tænk derudover i lag-på-lag med åndbare, svedtransporterende materialer og gode strømper. Vælg en let rygsæk der sidder godt, og pak regnslag/jakke (gerne som også dækker rygsækken). En powerbank, vandflasker og snacks er guld værd undervejs – og et par after-hike-sko (Sofie sværger til Crocs) gør underværker for trætte fødder. Overnatter du i shelter? Tilføj sovepose, liggeunderlag og et let kogesæt.
Så er der kun tilbage at sige: God tur!