Efterårets trends og tendenser: Få designerens stylingtips

I EYDA’s hjerte, designrummet, sidder designer og produktansvarlig Mette Merrild Johannesen dybt begravet i sit arbejde. Farvekoder, stofprøver og tegninger ligger spredt ud på bordet, og luften er tyk af kreative tanker. Hun løsriver sig, for hun har nemlig lovet at give sine bedste stylingtips til den kolde sæson. Læs med her og bliv godt klædt på.


Hvad inspirerer dig i dit arbejde som designer? 

Som det ofte er med mode, udspringer den af tiden. Den seneste tid har været præget af kriser, krig og bekymringer, og det har helt naturligt fået folk til at overveje deres forbrug mere nøje. Derfor handler det lige nu om at bruge sin eksisterende garderobe på en ny måde og supplere med nye effektfulde styles. Det har jeg tænkt meget over, og vi har bestræbt os på at skabe tøj, som er stærkt i udtryk og long lasting i både kvalitet og design.


Hvad er efterårets største trend?

Effekt. Effekt. Effekt. Det være sig i form af oversize items, tone i tone styling, poppende farver eller stærkt print. Leg med lag-på-lag og skab en flot silhuet og effektfuld kontrast ved at mikse og matche store styles med mere tætsiddende styles. Det kunne for eksempel være en oversize hoodie med et par tights eller en stram top med et par løse sweatpants. Og vær modig med farverne og kig efter potent print.

Er der nogle særlige farver, vi skal kigge efter?

Tidens bekymringer har affødt en stigende eskapisme. Det afspejler sig også i EYDAs aktuelle farvepalette. Jeg har været på en ægte virkelighedsflugt i jagten på inspiration, ja faktisk har jeg været helt ude i universet. Derfor har de seneste nyheder haft en stærk reference til universet i både print og farve. Jeg har plukket lysglimtene i det dystre univers i håb om, at de blå og lilla nuancer vil have en positiv afsmitning på den, der bærer det. Og så har jeg suppleret med en del spacede og metalliske detaljer, som virkelig også hitter lige nu, fordi de skaber stor effekt med få virkemidler.

Hvordan skal træningsoutfittet styles?

Lag-på-lag tendensen gælder også, når det kommer til træning, uanset om du skal være inde eller ude. Du skal kunne holdes varm til, fra og under træning. 

Skal du være aktiv ude, er materialevalget enormt vigtigt. Alle lag skal først og fremmest være åndbare, så du kan komme af med den varme, din krop producerer. Det inderste lag skal kunne aflede sveden fra kroppen, så du ikke bliver kold, og her er polyester eller uld helt genialt. Er det meget koldt, kan du tilføje et midlayer af enten nylon eller polyester. 

Yderst kan du med fordel gå efter overtøj, der har en teknisk coating, for den vil beskytte dig mod vind og vejr. Skal du være aktiv i mørket, er refleksdetaljerne et must. Til sidst skal du huske at få pakket fødder, hænder og ører godt ind. 


Én ting fra EYDAs seneste kollektioner, som du ikke kan leve uden?

Galaxy-printet. Helt sikkert. Fordi det print bare omfavner tidens trend, men samtidigt er det så smukt, at jeg ved, at jeg vil bruge det igen og igen i lang tid fremover. Og så kan det nemt styles op og ned med gamle favoritter i mit tøjskab. Her føler jeg, at jeg med en enkelt style kan udtrykke enormt meget.


Designerens bedste råd:

Be you! Pluk det, der passer til dig og din garderobe, og som du tænker, du kan få glæde af i lang tid fremover. Er du på udkig efter en effektfuld vitaminpille til dit tøjskab, skal du kigge efter print, farver og oversize items.